Steffen Kjær Johansen
Steffen Kjaer Johansen
Folketingskandidat for Venstre Indre By - København
Du kan stemme på mig i Københavns Storkreds (København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør)
Se min profil på Venstres hjemmeside
Steffen Kjær Johansen

Det letteste valg

E-mail Print

Så er det nu! I morgen skal vi stemme. Det spørgsmål, vi skal stille os selv, når vi står ved stemmeurnerne er, om vi har råd til at have en rød regering. Det burde i virkeligheden være et let spørgsmål at besvare. Sagen er jo, at det blot kræver et blik på Sydeuropa. Får vi en rød regering, så er der overordentligt stor risiko for, at vi ikke får styr på den offentlige sektor. Vi ender nok ikke som Grækenland, men mindre er slemt nok.

Det har vist sig utroligt svært at få den offentlige sektor til at affinde sig med nulvækst og ganske umuligt at lave effektiviseringer store nok til at give besparelser. I dag var jeg til min sidste debat. Det var Lærerforeningens kongres, der havde inviteret. Debatten illustrerede præcist det problem vi står med. For folkeskolerne - og især specialundervisningen - er en af de store "syndere" i de offentlige budgetter. Venstre og regeringen har foreslået og indført en række værktøjer, der kan hjælpe skolerne med at blive mere effektive. Desværre viste mødet i dag, at der er en afgrundsdyb forskel på verdensopfattelsen mellem skolelære og borgerlig politiker.

Skolelærerne mener, at vi preser dem med al for meget bureaukrati. De vil have frihed til selv at bestemme om elevplaner og kvalitetsrapporter er en god ide. Vi mener til gengæld, at det er nødvendigt at kunne måle effekten af at hælde en ekstra krone i skolerne. Vi vil vide, hvad vi får for pengene. Vi synes, at det er mærkeligt, at ikke alle skolerne gør som i de 5 kommuner, hvor der undervises mest. Hvis alle skoler gjorde det, ville der blive frigivet 2,3 millioner undervisningstimer svarende til 3000 fuldtidsstillinger.

Så prøver vi med friskoler og frikommuner. 9 kommuner har fået lov til at prøve frikommunekonceptet af. I al sin enkelhed går det ud på, at kommunen lover nulvækst mod at slippe for en masse bureaukrati og få frihed til at gøre tingene, som kommunalbestyrelsen ønsker - herunder at organisere skolerne i kommunen som den ønsker. Men nej, det er heller ikke godt nok. For selvom skolerne gerne vil have frihed, så mener lærerne, at der trods alt skal gælde visse fælles rammer - det de lidt vagt refererer til som den danske folkeskoletradition. 

Alt i alt står vi med en kolossal udfordring i det offentlige system. Det er som om, der tales to forskellige sprog. Det er som om, at det offentlige system ikke vil acceptere, at vi lever i en ny tidsalder. De har den opfattelse, at skolen kan fortsætte uændret uden at det får konsekvenser.

Men det får konsekvenser. Får vi ikke styr på økonomien, så kan vi ikke bevare den folkeskole vi har. Det er et simpelt faktum.

Valget i morgen drejer sig grundlæggende om kontrol med den offentlige sektor. Vinder vi, så får vi styr på økonomien selvom det er svært. Vinder rød blok, så eksploderer de offentlige budgetter igen.

Valget burde være lettere end nogensinde.

Godt valg
Steffen Kjær Johansen
Folketingskandidat for Venstre i Indre By

Last Updated on Friday, 14 September 2012 12:14